Børnehuset Bryggen er en selvejende 0-6 års institution som ligger i det skønne område Bryggen i København.
Vi ønsker at skabe et pasningstilbud til børn, der bidrager til trivsel, udvikling, dannelse og læring, forebyggelse af negativ social arv, fleksibilitet og valgmuligheder for den enkelte familie og sammenhæng samt kontinuitet i overgange mellem hjem, børnehuset Bryggen og skole.
Selveje er en driftsform, der sikrer at forældre og institutionens ledelse får mest mulig indflydelse på børnenes hverdag og institutionens virke.
I modsætning til en kommunal daginstitution er den selvejende institution drevet af en valgt forældrebestyrelse.
Forældrebestyrelsen er arbejdsgivere for ledelsen og personalet, og har det endelig ansvar for institutionens økonomi og det overordnede ansvar for driften.
I tæt samarbejde med institutionens ledelse bestemmer forældrebestyrelsen, hvordan de økonomiske rammer skal prioriteres, hvem der skal ansættes og hvilke værdigrundlag institutionen skal arbejde ud fra. Selvejets DNA bygger på øget forældreindflydelse og på et ønske om større handlefrihed, medinddragelse og ikke mindst mangfoldige rammer der passer til den enkelte institution. Børnehuset Bryggen ledelse har ansvaret for den daglige drift og for at omsætte forældrebestyrelsens forslag til praksis, så det stemmer overens med institutionens kerneopgave, værdigrundlag, dagtilbudsloven og de pædagogiske læreplaner.